Før udtrækningerne 1.4.2026 cirkulerer der alene i Nykredit/Totalkredit 5% obligationer for i alt 68 milliarder kroner, og det betyder tilsvarende at der er låntagere som betaler 5% i rente i stedet for en lavere rente. F.eks. 4% hvor kursen lige nu er tæt på 100, eller 3,5% hvor der dog er et større kurstab.
Der kan være mange grunde til at låntagerne ikke omlægger deres lån til lavere rente. Måske synes de, at der er for store omkostninger i forhold til rentegevinsten, eller måske forventer de at indfri lånet inden for en kort periode. Eller måske venter de på, at renten falder mere, så gevinsten bliver større.

Hvis omkostningerne er for store i forhold til rentegevinsten, kan det måske skyldes at gælden ikke er så stor, og hvis det er tilfældet, kunne det være en ide at vælge en anden lånetype, hvor renten er variabel. F.eks. et F5-lån, hvor man kender renten i 5 år ad gangen. Hvis man gør det, er der en risiko for at renten er højere efter 5 år, men når gælden er ”lav” så er den reelle risiko også derefter. Fordelen ved F5-lån er, at renten er ca. 1,4% lavere så man enten kan få en lavere ydelse, eller forkorte løbetiden, så man afdrager mere på gælden.
Venter man med at omlægge 5%-lånet fordi man tror eller håber på, at renten falder mere, så skal man huske på, at man måske får en større rentegevinst senere, men at man indtil da betaler mere i rente end man behøver.
Her viser vi nogle eksempler på omlægning nu, og hvis man venter på lavere renter.
Eksempel 1:
Et 5% lån på oprindeligt 3 mill. er nu nedbragt til 2.860.000 kr. Det kan omlægges til 4% i den afdragsfri serie uden at bruge afdragsfriheden og kursen er 99. Eller det kan omlægges til F5, hvor kursen er 100.
Låneomlægningen medfører, at gælden stiger på grund af omkostningerne, men fordi det nye lån afdrages hurtigere, og nettoydelsen falder, så vil man efter 5 år have en samlet gevinst på 33.000 kr. og break-even er efter 3 år.
Omlægger man i stedet til F5, hvor renten er lavere og afdragene større, bliver den samlede gevinst på samme måde på i alt 190.689 kr. efter 5 år. Her kan man ikke beregne break-even fordi renten jo kan stige efterfølgende.
Eksemplet viser også resultatet, hvis man venter i 1, 2, 3 og 4 år og renten er faldet, så man kan omlægge til 3% i stedet for 4%. Her bliver den største gevinst på ca. 96.000 kr. på 5 år, hvis man omlægger efter 1 år. Går der længere tid, ender resultatet negativt, hvis der går mere end 3 år.

Eksempel 2:
Her er principperne de samme som i eksempel 1, men her er gælden på under 1 million. En omlægning til 4% nu giver ingen mening p.t., men vælger man F5-lånet vil gevinsten være på ca. 52.000 efter 5 år.

Eksempel 3:
Her er 5% lånet på 2.860.000 kr. afdragsfrit. Og gevinsten ved at konvertere nu er lidt større end hvis lånet er med afdrag, og her kan man tale med FasterOikos om alternativ afdragsfrihed, som er lidt billigere end traditionel afdragsfrihed.

Eksempel 4:
Her er 5% lånet også afdragsfrit men gælden er under 1 mill. og også her er gevinsten efter 5 år lidt større, end hvis lånet er med afdrag.

I alle 4 eksempler er løbetiden på det nye lån den samme som på det nuværende lån. Vælger man at forkorte løbetiden så nettoydelsen er den samme som nu, bliver resultaterne lidt bedre, da man så sparer ekstra renter og bidrag i perioden.
I alle eksemplerne kan man også se, at jo længere man venter på lavere rente før man omlægger lån, jo dårligere bliver resultatet, fordi man i ventetiden betaler mere i rente og afdrager mindre på gælden.

Hvis du overvejer at omlægge lån, kan vi regne på dine muligheder baseret på dine egne planer og forventninger.
Ring på telefon 3336 4006 eller skriv til realkredit@faster.dk
Leave a Reply