Man kan hvert kvartal indfri et fastforrentet lån til kurs 100 selvom kursen er højere. Det forudsætter dog, at man senest 2 måneder før en termin har opsagt lånet. F.eks. skal man opsige et lån senest den 31. januar, hvis man vil indfri lånet den 1. april.
Man kan også indfri lånet til kurs 100 inden den 1. april, men obligationsejeren skal have sine renter indtil den 1. april og den regning blive sendt videre til boligejeren. Denne indfrielsesmetode kaldes pari-straks indfrielse.
I praksis indbetaler boligejeren restgælden til Totalkredit som så beholder pengene indtil den 1. april. I denne periode forrenter Totalkredit pengene med den gældende mellemregningsrente (2,85% i november 2023) og forskellen skal boligejeren betale, og derfor kaldes det differencerenter. Eksempel hvor der indfries et 5% lån på 3 millioner kroner den 31. januar:
5,00% rente af 3 millioner i 59 dage………………. 24.246 kr.
2,10 % rente af 3 millioner i 59 dage ……………… – 10.183 kr.
Differencerente………………………………………………… 14.063 kr.
Differencerenter kan trækkes fra i skat, og hvis skatteværdien af fradraget er 26% er nettoudgiften 10.406 kr., og så kan man regne ud, hvor meget man alternativt kan betale i overkurs og kurtage for indfrielse af lånet, hvis man i stedet vil købe obligationerne:
10.406 X 100 / 3.000.000 = 0,34.
Hvis man er uheldig og kommer for sent med at opsige sit lån og i stedet indfrier lånet den 1. februar, skal man i stedet betale differencerenterne i 149 dage og så stiger beløbet til 35.515 kr. og det svarer til at man i stedet kan betale overkurs og kurtage på op til 1,18.